Viser opslag med etiketten Hækleri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækleri. Vis alle opslag

søndag den 24. september 2017

Et hæklet sjal

Jeg er i gang med et hæklet sjal til min svigermor. Faktisk havde jeg lovet hende et, da hun blev 60 år, men det jeg fik lavet dengang kom bare ikke til at passe hende, og jeg lovede derfor at lave hende et nyt. Lysten til at lave et magen til var der dog ikke lige, men i sommer fandt vi ud af hvordan det nye skulle se ud.

Det gik strygende derudaf, og sjalet voksende stødt og roligt fremad.

Nu er jeg faktisk blevet færdig med det - altså sådan da. For første gang jeg gjorde sidste række færdig, kunne garnet lige præcis ikke nå.

Hvad gør man så, når man gerne vil unggå at skulle sætte under 1 meter garn til for at blive færdig? Jo man tænker, jeg piller hele den laaaange række op, og hækler den på ny. Det hjalp, NÆSTEN. Manglede nu kun få masker. Hva så?

Jeg piller 2 rækker og, og voila nu er der faktisk rigeligt garn. Så er det bare dødærgerligt at opdage at jeg har kun har lavet en stangmaske og ingen luftbue i begyndelsen af den 1 række, så nu kan jeg ikke lige gøre det færdigt. Løsning? Jeg laaver det da bare igen igen igen.


fredag den 18. november 2016

Stjernepose til baby

Endnu en ting er blevet færdig til den unge BabyGrau. En stjernepose i uld. Jeg elsker stjerner, så da jeg så den, var der ingen tvivl om, at den måte jeg bare lave til baby.

Opskriften var uden hæklefasthed, så jeg besluttede mig for at købe præcis det garn, der var brugt.
Det gik ganske nemt med at lave den, men desværre kunne jeg godt se, da jeg var ved at være færdig med de enkelte dele, at den ville blive noget til den lille side. Jeg opdagede så også her, at størrelsen i opskriften var blevet ændret fra 3-6 mdr til 0-3.
Jeg besluttede mig for at gå op til en nål 6 og så hækle den igen. 2. gang tog dog lidt længere tid, nu var det ikke lige så spændende. Jeg skulle også lige udtænke en anden hat, for den der var endte med at blive ret underlig.
Mangler kun en hat

Men langt om længe var jeg færdig, og jeg må jo erkende, at den er virkelig lækker. Den har kun en fejl - den er for lille! Selv til min lille gut, som var ca 2 uger, da han prøvede den. Rigtig meget øv.

Så nu får pigernes dukke en fin pose, som den kan holde varmen i.

Helt færdig, med 5 takker

tirsdag den 30. august 2016

Kjolen til skolestart

Kjolen til My's skolestart blev færdig lige i sidste øjeblik. Faktisk klokken 2 om natten, så det blev ikke til alt for egen søvn, men det betød ikke så meget, da My fik øje på sin kjole om morgenen. Hun var så glad, så alt besværet der har været med kjolen forsvandt i det øjeblik.

Desværre viste det danske vejr sig fra sin våde side, så det blev en lidt våd start, og det har nok været det korteste samling af hele skolen efter ferien i skolegården, men hellere det end at blive gennemblødt.


Kjolen er lige i det korteste, det passede fint til dagen, men skal hun have længere glæde af den, så skal den forlænges lidt, så det må jeg gøre snarest.

mandag den 8. august 2016

Kampen mod tiden

Om 1 døgn - skriver ET døgn - skal kjolen til My være færdig, hvis hun skal have den i skole onsdag morgen.

Uden at lyve, så er det ved at være et kapløb mod tiden, og det hjalp ikke at jeg i går lidt før midnat, fandt ud af, at jeg stadig lavede den samme fejl, som jeg havde lavet på kjolen til Puk. Så denne kjole ville også være godt på vej, til at blive meget stor i skørtet. Men ved at studere billedet, gik det pludseligt op for mig, hvad der var galt. Desværre betød det også at jeg måtte pille rigtig meget op, en rigtig streg i regningen. Men det lysner nu, jeg har kun pillet få omgange op i dag - doohhh.


Sådan så længden ud på den unge dame, inden hun gik i seng, så der er lidt vej endnu. Heldigvis er jeg beriget med et så sødt barn, at hendes kommentar var, at hun jo snart kan passe den, som en bluse, hvis jeg ikke bliver færdig. Kan kun elske sådan en tøs.

Så nu må jeg videre i min egen olympiske disciplin, som det er ved at udvikle sig til.

mandag den 1. august 2016

Lilla kjole - min udfordring

Jeg tumler stadig med kjolen, som My ønskede sig til hende om Puk. Det har drillet en hel del, at få det til at passe bedre.


Nu er jeg dog ved at være ved vejs ende, men den er bare slet ikke som den skal være. Skørtet er blevet MEGET vid, og må absolut være en rigtig dansekjole. Jeg har ikke lavet ændringer i skørtet, så det er ikke umiddelbart fordi jeg har fået lavet noget rod.

Jeg endte med at spørge mig for i en hæklegruppe på Facebook, fordi jeg her har set kjolen hæklet af flere andre, og måske var der en der kunne gennemskue, hvad jeg gjorde galt.


Og sørme, jeg har lavet en ret gedigen fejl, så nu er der kun at prøve forfra. Jeg overvejer dog at lade den lilla kjole overleve, for den fejler jo ikke noget, og skørtet er faktisk ganske fint.

My har ønsket sig kjolen til når hun skal starte i skole, og det er jo faktisk lige om lidt (ved ikke lige hvor tiden er blevet af, hun kan umuligt være skoleklar nu), så jeg tænker at jeg hellere må gå i gang med den.






lørdag den 18. juni 2016

Fifle sig igennem - eller lave egen opskrift?

Ja det sidder jeg lige og overvejer med mig selv.

Jeg har for nogen tid siden, fundet en kjole som My mente jeg skulle hækle til både hende og Puk. Opskriften kunne kun købes i en str, og det er ikke en af de str jeg skal bruge, så jeg overvejede med mig selv, om det mon var muligt at scalere i den selv. Efter lidt tid, blev jeg enig med mig selv om at det nok var muligt, især fordi jeg havde set andre, der har lavet den, som sagde, at det kunne man godt. Det viser sig så, at de kun har ændret på længden af kjolen, og så er det jo selvfølgelig ikke så kompliceret.

I dag er jeg så småt gået i gang, og nu er det i hvert fald ikke så let. Opskriften stemmer ikke, det er en ting, men jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg lige skal få str til at gå op. Så nu overvejer jeg, om jeg i stedet skal lave min helt egen version, hvor det kun er en del af mønsteret, der bruges, og så kan jeg selv finde ud af resten, så den kommer til at passe pigerne.


torsdag den 14. april 2016

Prøve til et nyt projekt

Har siddet og puslet med en prøve på et tæppe til My. Det har drillet lidt, men nu er den vist ved at være der. Kan dog se at det er lidt skævt ved hjerterne, så det må jeg lige se om jeg kan rette lidt.
Tæppet er ikke ens på begge sider, og det er lidt sjovt at prøve kræfter med. My er tilfreds med hvordan det ser ud, godt mine søde børn, altid er så taknemmelige, hun er kun utilfreds med at det ikke er de rigtige farver, og størrelsen bekymrer hende lidt :-)





mandag den 28. marts 2016

Stribet tæppe

Det så mange gange omtalte stribede tæppe er blevet færdigt. Faktisk er det flere uger siden, ja ligefrem kan det snart tælles i måneder, men jeg har ikke fået vist det frem. Og det fortjener det helt klart.

Mit allerførste projekt med en hæklenål. Ganske typisk for mig, at kaste mig ud i et sådant stort projekt. Det har været sådan en til-og-fra-projekt. Jeg har taget det frem, når jeg har haft lyst, og mellem andre projekter.

Nu bor tæppet i sofaen, og jeg bruger det tit om aftenen og Christian og My sidder sammen under det om morgenen.

At tæppet er mit første projekt kan godt ses. Det er nemlig en hel del breddere i den ene ende, end i den anden. Jeg hækler nok en anelse løsere nu, end da jeg startede.

Tæppet måler ca 200 x 135cm, det vejer ca 1500g og er lavet i 8 farver Bumbo Akryl fra Bilka. Dejligt varmt at ligge under. Christian ønskede en rød kant om, så det har han fået, det er en kant af krebsemasker.

Jeg havde regnet ud hvor mange masker der er deri, men jeg har fået smidt tallene væk, og jeg gider ikke tælle en række igen. Men uden at sige for meget, kan jeg sige at jeg virkelig har lært at lave stangmasker.

Jeg har hæklet med nål 2,5 og skulle jeg gøre det om, ville jeg nok vælge en større nål, men sådan var det, jeg var ikke klogere.








onsdag den 13. januar 2016

Jeg ønsker mig en hest!!

Ja så enkelt var det, da My skulle sige havd hun ønskede sig i løbet af december. Heldigvis for mig, tilføjede hun også - En KÆPhest

Jeg havde planlagt at hun skulle have den til jul, men den blev ikke færdig, vi havde for meget sygdom der også drillede. Men nu ligger landet jo sådan at My har fødselsdag knap 2 uger efter jul, så den blev færdig til hendes fødselsdag.

Jeg var virkelig skeptisk undervejs, for jeg kunne ikke helt lure hvordan det hæklede nogensinde skulle blive en hest. Men det blev det, og My elsker sin hest.













En lille sjov detalje til hesten er, at den har "sko" på. Det virker rigtig godt, og det gør at hesten ikke larmer når den løber rundt i stuen.

Som billederne viser, så faldt hesten i rigtig god jord hos My og lillesøster er også ganske betaget af den.

Hesten lyder forresten  nu navnet Filur, og har været med i børnehaven flere dage

Hesten er lavet i akrylgarn (flere rester fra Christians tæppe), jeg har kun ændret lidt i monteringen af pinden. Forklaringen var at jeg skulle sætte æskner i pinden og så sy dem fast i hovedet. Jeg fik i stedet min mand til at bore et lille hul i pinden, som jeg så har syet hovedet fast i, det virker ganske godt.

fredag den 8. januar 2016

Julegaven til Christian

Christian har længe været lidt småsur over at han ikke har fået en elefant ligesom My. Vi har snakket om det over længere tid, og han ville gerne have den i samme farver som hans stribede tæppe. Jeg lovede lidt svævende her i efteråret, at det måtte blive når jeg en gang var færdig med de ting, jeg har gang i (som om jeg nogensinde bliver færdig med alle i gangværende ting).

Jeg sagde til ham, at han i givet fald måtte vælge nogle af farverne, for 8 farver var lige i overkanten. Han valgte 4 og har så valgt lidt om løbende. Og det gjorde ikke meget, for jeg har - no surprise - lavet den i alle farverne.


Så her er den, den seneste elefant fra CasaGrau




Det er den første elefant, jeg har lavet med de stribeskift, der rent faktisk er i opskriften.

Modtageren blev meget glad - og overrasket - over elefanten juleaften. Og lillesøster My der godt vidste at han fik den, havde holdt mund og ikke sagde et ord.

lørdag den 2. januar 2016

Løkkemasker

I går aftes måtte jeg løre noget nyt, og det er jo sjældent skidt. Der stod løkkemasker i opskriften, og det har jeg aldrig lavet før, så det måtte læres. Heldigvis var der en trin-for-trin vejledning i samme blad som opskriften stammede fra, så det var forholdsvis nemt.

Dog fandt jeg hurtigt ud af at mine løkker ikke fik samme størrelse, og her mener jeg SLET ikke samme størrelse, og det kom til at se rigtig træls ud. Metoden mindede mig om at sy rya, og jeg kom til at tænke på at da jeg lærte dette i skolen engang, lavede vi løkken rundt om en lineal, så de blev lige store.
Ideen blev hurtig grebet, og på bordet var en pind til et af børnenes ringspil og vupti så gik det vare derudaf.





Inden alt for længe havde jeg alt det hestehår jeg skal bruge, og jeg skal derfor i gang med at hæfte i aften og så have samlet en hest til My.

fredag den 20. november 2015

Julegaver - også i striber

Er i gang med julegaver, lige for tiden til de største børn i Casagrau. Christian skal som tidligere nævnt have sit stribede tæppe og en stribet tillægsgave, som er færdig (den bliver vist senere, når jeg er færdig med kanten på tæppet).

I går gik jeg i gang med gaven til My, endnu et stribet projekt og et lille sneakpeak kan det godt blive til, er nemlig ikke kommet så langt endnu.

Disse to ting jeg laver til børnene, er kendt af den af dem der ikke skal have gaven, og de går op i med liv og sjæl hvordan det skrider frem, og det faktum at de ikke må sige noget om det. Det er så hyggeligt, og de er begge helt overbeviste om at den anden ønsker sig det vildt meget.


tirsdag den 17. november 2015

Tæt på færdig

Jeg er ved at være ved vejs ende med mit efterhånden evighedsprojekt, det stribede zigzagtæppe til Christian.

Jeg sidder lige og er midt i at hæfte de sidste ender, og det er jo faktisk lidt vemodigt at et projekt, der altid har været i baghånden er ved at være færdigt. Men omvendt glæder jeg mig vildt til at give det til Christian. Jeg planlægger nu på at han får det som en ekstra julegave, ikke fordi han ikke ved det er til ham, men mere fordi jeg har lavet en stribet tillægsgave som han rigtig gerne vil have, men ikke ved noget om.

Jeg har overvejet om der skulle en kant rundt om tæppet eller ej, og jeg tror jeg har besluttet mig for at det skal der en kant med krebsemasker rundt.


søndag den 8. november 2015

Tæt på panik

I efterårsferien havde jeg pakket børnene i bilen og sat kursen mod Toftlund for at besøge mormor. Det var første gang jeg skulle køre så langt med børnene alene, og selv stå for opgaven med at huske alt hvad der skulle med. I vanlig stil her i huset begyndte vi først at pakke samme dag som vi skulle af sted. Vi var særdeles effektive og var klar til at køre hjemmefra kl. 9:30 lige passende til at Puk kunne sove formiddagslur i bilen.

Da vi er kommet et godt stykke syd for Aalborg kommer jeg i tanke om at jeg har glemt de færdige tærter jeg havde i køleskabet (svigermor kom til undsætning og fik dem i fryseren).

Vi kommer godt sydover og det går helt uden de store problemer, børnene hygger sig vældigt på bagsædet.

Vel ankommet i det sønderjyske hos min mor opdager jeg hvad jeg ellers har glemt - tasken med mit hækletøj, PANIIIK - og hvad også betyder lidt, opladeren til babyalarmen og min tablet (meget vigtig for den indeholdt opskriften på mit hækleprojekt).
Jeg panikkede lidt fordi jeg kom i tvivl om hvorvidt jeg havde stillet tasken med det hele i ude i indkørslen eller inde i gangen. Svigermor kunne heldigvis berolige mig med at den stod indenfor.

Men hvad skulle jeg nu så lave, mens vi var på ferie? Heldigvis går min mor heller ikke ned på krea projekter, så der gik ikke længe før jeg havde gang i hæklenål og garn og i fuld gang med at hækle på en klud til min mor.




onsdag den 14. oktober 2015

Min blå cardigan

Så er det vist også tid til et par ord om min nye blå cardigan. Jeg fik jo langt om længe travlet den gamle op (det var virkelig besværligt), og kom i gang med at hækle den nye. Jeg synes det gik virkeligt godt, og projektet skred hurtigt fremad. Jeg undrede mig dog over garnforbruget, og tænkte at den også ville blive ret lang. Jeg gik derfor i gang med at hækle et ærme, og her begyndte det at gå op for mig, at der vist kunne være noget galt.

Det skulle vise sig, at jeg lige havde overset at den ene række er lavet med stangmasker og den anden er fastmasker. Jeg havde lavet begge rækker med stangmasker, og derfor blev cardiganen umiddelbart meget lang, og jeg havde jo et noget større garnforbrug.
Nu er det travlet op igen, og jeg er klar til at starte forfra (det er virkelig brug af garnet hva?)

Min cardigan er forresten en CAL jeg faldt over en dag på nettet. CAL'en er ovre og jeg nåede jo så ikke lige at lave den mens den forløb, fordi jeg jo vanen tro skal lave tingene mere end en gang.

Men her kan I se hvad mine anstrengelser gerne skulle blive til om kort tid



tirsdag den 7. juli 2015

Lillepigekjole med hjertelommer

Så blev kjolen til Puk færdig.

Skønt at kunne sige at et projekt er blevet færdig :-) Jeg har haft kig på denne kjole et stykke tid, og nu var det tiden til at prøve.
Jeg har haft mine kvaler med bl.a. at tælle rigtigt, som beskrevet her, men nu passer hullet til hovedet og jeg endte med at få det rigtige antal masker på ærmerne og for- og rygstykket.

Jeg har lært nye masker denne gang, og det er jo altid spændende. Jeg er specielt vild med kanten der er lavet af krebsemasker. Jeg lavede dem først i kjolens farve, men endte med at lave den i kontrastfarven ligesom lommerne, og jeg synes det gav kjolen lige lidt ekstra.

Hjertet der gav lidt hovedbrud


Et lille pufærme



Jeg har fundet opskriften hos Garngrammatik tag endelig et kig, der er mange fine ting, og projektlisten kan for mit vedkommende udvides med mange timer

Et billede med Puk i kjolen må vente, for hun sov da jeg blev færdig, og pludselig var dagen gået med andet.

Kjolen er strikket i Red Heart Baby og er nok for varm til sommerbrug, men med den vejrudsigt der er lige nu, så kan det jo godt vøre hun kan bruge den en af de nærmeste dage.

onsdag den 1. juli 2015

Lille kjole

Tiden til kreative udfoldelser er ikke al for stor for tiden. Lille Puk, som faktisk lige er blevet 10 mdr, er vågen mange gange om natten stadig, og derfor er overskuddet om dagen ikke så stort for moderen.

Efter mit forsøg på at hækle en top til mig selv, måtte jeg jo finde noget andet at lave. Mit stribede tæppe var på banen mens jeg udtænkte et nyt projekt. Og jeg kan jo glæde mig over, at der faktisk ikke længere mangler mange striber, nok omkring 20 vil jeg tro.

Jeg fandt en hæklet kjole, jeg måtte prøve at lave til Puk, så det gik jeg i gang med. Enten er den gal med min hæklefasthed igen, eller så har mine børn bare store hoveder, (hælder mod det sidste, for det har været galt flere gange i både, hækle, sy og strik), så jeg måtte ændre lidt i opskriften for at Puk kan få den over hovdet. Det var heldigvis ganske let. Hvad der ikke var let var at tælle, endnu engang har jeg hæklet og pillet op, hæklet og pillet op, hæklet og pillet op et utal af gange, men nu er problemerne overstået, og jeg har lige prøvet kjolen på Puk, og det ser ud til at den kan passe hende. Så nu skal jeg bare lave den færdig.

Skønt når noget går som det skal.




søndag den 14. juni 2015

Sendt i skammekrogen

Fandt et lille projekt for nogen tid siden, og gik glad i gang i det den tro at det var et lille let og overkommeligt projekt. 
Kan uden at sige for meget: Jeg tog fejl. Det er så træls et projekt og nu er det endt i skammekrogen (jeg er jo ikke typen der giver op).

Projektet er et hæklet top, men jeg kan bare slet ikke få størrelsen til at passe, ej heller på trods af diverse hækleprøver.

Jeg regner med at jeg får skovlen under det på et tidspunkt, for jeg synes det er en skøn bluse og My ønsker sig allerede en i pink. Tror det må blive med mor assistance i sommerferien, for vinde over mig, det skal den alligevel ikke


Først var problemet at det bulede meget i bunden, nu er det bare alt for smalt

Jeg skal nok nå dertil en gang med tiden

torsdag den 5. februar 2015

Gaveindpakningsspøgelse

I sidste uge skulle Christian til fødselsdag hos en klassekammerat, og vi nåede ikke lige at få købt en gave. Nogen gange skal der jo ledes lidt hvis der skal findes en nogenlunde OK gave til det lille gavebudget. Så denne gang blev det til en pengegave, men for at det så ikke skulle blive alt for kedeligt, så måtte der lige trylles lidt med indpakningen.

Det kom der dette lille spøgelse ud af.


Den kunne sagtens blive bedre, men tiden var knap og jeg havde ikke lige adgang til de materialer jeg kunne have ønsket. Men resultatet blev ganske hæderligt, og bedst af alt så var Christian meget vild med den, da han stod op den næste morgen.