Viser opslag med etiketten Aalborg Zoo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aalborg Zoo. Vis alle opslag

mandag den 23. juni 2014

Fredag d. 13

Ja det er godt nok ved at være nogle dage siden, men fredag d. 13 blev Christian 6 år. Og sådan en begivenhed skal ikke gå hen i ubemærkethed, så siden fredag er han blevet fejret 4 gange.
Vi skulle have været i Aalborg Zoo på hans fødselsdag, men måtte aflyse dagen før, da nogle planer blev ændret. I stedet tog vi på campingpladsen og hyggede sammen med farfar hele dagen. Tror nu ikke det var så skidt et bytte for Christian, og zoo-turen blev kun udskudt til om søndagen.

Fredag havde vi dækket bord helt efter reglerne, med rosinhjerte, fødselsdagstog og gaver klar om morgenen. Christian sørgede selv for at far kunne nå at være med ved bordet, for Christian kom ind til os ved 6-tiden om morgenen, og så måtte vi jo op og have gang i fejringen.

Gaverne faldt i den unge mands smag, og det gjorde ikke noget at mor endelig havde fået brugt lidt tid ved symaskinen, og der dermed lå et par nye shorts til ham i en af pakkerne. Mere om dem senere.




Søndag var det tid til turen i Zoo og Christian havde ønsket at madkurven skulle indeholde pandekager ligesom sidste år, da vi holdt fødselsdag derude. Dette ønske efterkom Dyveke og hun havde endda lavet to slags i dagens anledning - både store og små. Det bragte stor lykke, og der skulle selvfølgelig lys i pandekagerne - og efter møje og besvær fik vi også ild i lysene længe nok til at Christian kunne blæse dem ud igen.








Denne wekekend havde vi besøg af de fleste af de Kongelige skolebørn fra børnehaven (en kær fortalelse for de kommende skolebørn).
Der var liv og glade dage i huset og der blev leget, hygget spist og fejret igennem. Da Christian normalt ikke er så vild med kage, havde vi selvfølgelig bagt boller og så lavede vi en pandekagestak der gjorde det ud for lagkagen.
Men for at boller ikke bare skulle være boller, så blev de lavet som en tofarvet slange og den storhittede, også selvom det var lidt noget klister med glasur.

Slangen er sat sammen og klar til dekoration


En meget tilfreds ung mand

Gaver åbnes og studeres

I går holdt vi den sidste fødselsdag i rækken. Denne gang en fælles fødselsdag for Christian og My. My har jo godt nok fødselsdag i januar, og der lige efter jul, var der ikke den store lyst til at holde fødselsdag, så de to troldeunger blev enige om at de også i år ville holde den sammen om sommeren.
Denne gang stod den på rigtig lagkage i stedet for pandekager. Far havde bagt rugbrødslagkage, og da vi ikke var så mange havde vi lys til begge børn på samme kage. 3 i den ene side til My og 6 i den anden side til Christian - og så var der kun tilbage at puste løs.


fredag den 13. september 2013

Et par gode dage

Torsdag gik turen endnu en gang til Aalborg Zoo. Turen var planlagt sammen med vores dejlige dagplejemor, så hun og jeg havde tilsammen 6 søde børn med.
Vi har længe snakket om at tage afsted og nu hvor jeg alligevel går hjemme, blev vi enige om at nu skulle det være. Dagplejemor er lidt ked af at tage afsted med børnene alene, fordi det jo kan være lidt svært at holde øje med alle, og jeg synes haven er så hyggelig. Så det var ikke svært at sige ja til at tage med på tur.
Onsdag aften bagte Lars pølsehorn til os alle, så vi var klar til at tage derud torsdag formiddag.

Vi havde en dejlig dag, med det mest fantastiske septembervejr. My fik set et af sin for tiden ynglingsdyr, nemlig pingvinen, så selvom vi ikke nåede over til girafferne denne gang, så var hun vist alligevel tilfreds med besøget. "Vi se giraffe anden gang mor". Jep hun har vist forstået princippet, vi tager jo bare afsted igen.
Humbolt pingvinerne i Aalborg Zoo fodres
Jeg kan ikke dele andre billeder fra dagen fordi børnene fra dagplejen er derpå, og jeg har ikke lov til at ligge billederne op. Og selvom jeg for tiden er meget glad for at tage sort/hvid billeder, så ærgrer det mig lidt at jeg lige denne dag glemte at slå den over i farver.


I dag har My og jeg været på besøg i Aalborg hos Agnethe. Jeg vandt for nogen tid siden denne give away hos hende, og vi aftale at jeg kunne køre ind og hente den hos hende. Vores planer blev dog lidt udskudt da Agnethe datter kom til verden samme dag som det havde været planen jeg skulle derind. Så der var nok en grund til at vi havde aflyst. Herefter blev aftalen at når der var tid til et barselsvisit ville jeg kigge ind. det visit blev i dag - og My og jeg fik set den sødeste lille Theresa og hygget med hendes søde mor. My var træt af at udforske Elias' værelse så hun var let at få til at sove da vi kom hjem.

Så alt i alt har vi haft et par rigtige gode dage. Og nu er det weekend hvor vi blandt andet skal fejre Oldemor der bliver 95 år på søndag, og selvom vi fejrede dagen da familien var hjemme fra Sverige i sommerferien, så skal man jo ikke lade sådan en begivenhed gå sig forbi, så vi fejrer hende igen på dagen.

lørdag den 23. marts 2013

Forår i Zoo

I formiddag fik vi pludselig lyst til at tage i Zoo. Så i løbet af 15 minutter blev der pakket trækvogn i bilen, smurt madpakker og tryllet hele familien i varmt tøj. Og så gik turen mod Zoo.

Mange dyr var inde i dag, så vi fik dem set på helt nært hold. Blandt andet elefanten Louise som begge børn vist synes var lidt stor.

Elefanten Louise
 I giraffernes hus var der kommet en lille ny girafunge i går aftes. Christian synes godt nok ikke at den lille unge lignede en baby 
My og far spiser mad i Orangutanghuset
Den medbragte mad blev indtaget i Orangutangernes hus. Det var dog ikke muligt at se på aberne imens, for de var ude og nyde de solstråler der var.