mandag den 7. september 2015

Gammel cardigan skal blive til en ny

Sommeren er lige så stille ved at være forbi, selvom jeg i dag godt kan bilde mig selv ind at det er sommer lidt endnu. Solen skinner ned over Grindsted fra en skyfri og meget blå himmel. Meget er sket de sidste måneder, men tiden har været brugt på andet end bloggen, som der derfor ikke er sket det helt store på. Vores lille Puk har aldrig været kendt for at sove godt, hvilket har gjort tiden til kreative indslag begrænset. Jeg håber dog på at det er ved at vende nu, takterne er i hvert fald gode lige nu.

Og så videre til hvad jeg rent faktisk lige sidder og er i gang med.

Mens jeg var gravid med Christian fik jeg en veninde til at strikke en cardigan til mig, fordi jeg ikke rigtig havde nogen varme bluser jeg kunne passe. Hun strikkede den for mig, fordi hun er virkelig hurtig, jeg havde aldrig selv fået den færdig til at kunne nå at bruge den.
Da hun aflevere den til mig, er det med en besked om at hun altså synes der er noget galt med ærmerne, som er strikket på sjov måde, og hun har desværre helt ret. Ærmerne er så smalle at jeg stort set ikke kan få dem på, så cardiganen kommer aldrig i brug. Den har ligget i en pose i bunden af mit klædeskab nu i mere end 7 år, og nu har jeg efter lange overvejelser besluttet at trevle den op fordi jeg kommer aldrig til at bruge den.

Og jeg har et nyt projekt i tankerne, som jeg helt aktuelt sidder og prøver at lave en hækleprøve på, men mere om det projekt senere. Kan dog godt sige at det er en ny cardigan der er i støbeskeen.

Den gamle strikkede cardigan der må lade livet


Nu har jeg bare en pose med oprullet garn, desværre er meget af garnet spildt idet ærmerne er strikket med en frygtelig masse små stykker garn, men sådan må det være. Lige gyldigt hvad så ville jeg aldrig få brugt den cardigan jeg havde, men jeg håber at der er garn nok til min nye

fredag den 17. juli 2015

Sommer, sommer, sommer

Synes mange beklager sig over vejret denne sommer, men jeg er fint tilfreds med sommeren indtil videre.
Vi har holdt 2 ugers ferie indtil videre og har hygget os herhjemme, og fået lavet små som store ting. Det har været skønt at få børnene lidt ned i gear, og bare kunne lave hvad vi lige har haft lyst til.

Vi har de sidste år snakket om at finde et sted hvor vi selv kunne plukke jordbær, i år blev det til noget. Børnene gik til opgaven med krum hals og vi fik plukket knap 6 kg på kort tid. Vi havde ikke de store planer med udbyttet inden vi tog af sted, andet end at jeg havde fået Lars til at love mig at han ville bage mig en jordbærtærte. Nu fire dage efter vi plukkede dem, er de ved at være brugt, en del gik som planlagt til en fantastisk lækker jordbærtærte (jeg vidste at der er en grund til at jeg har giftet mig med en bager, selvom han ikke bruger sit svendebrev i hverdagen), en del er bare spist, og de sidste er i gang med at blive til jordbær/rabarbermarmelade.







Jeg har også efter lang tid fået gang i min symaskine igen, det er bare skønt, var faktisk helt nervøs for at ikke kunne fungere mere. Mine svigerforældre har fået nyt telt til deres campingvogn, og jeg lovede at sy nogle betræk der skal sidde om stængerne i loftet, og da de var lavet fik jeg absolut lyst til at sy mere. I dag er jeg efter flere års tilløb kommet i gang med at sy gardiner til børnenes værelser, og jeg har været i Stof og Stil og proviantere. Ja det har jeg jo så faktisk vist være to gange i feriens løb, så selvom jeg ikke manglede stof til at så af inde, ja så gør jeg i hvert fald slet ikke nu.
Jeg håber snarest at få syet, især My har ønsker til både hende og lillesøster

tirsdag den 7. juli 2015

Lillepigekjole med hjertelommer

Så blev kjolen til Puk færdig.

Skønt at kunne sige at et projekt er blevet færdig :-) Jeg har haft kig på denne kjole et stykke tid, og nu var det tiden til at prøve.
Jeg har haft mine kvaler med bl.a. at tælle rigtigt, som beskrevet her, men nu passer hullet til hovedet og jeg endte med at få det rigtige antal masker på ærmerne og for- og rygstykket.

Jeg har lært nye masker denne gang, og det er jo altid spændende. Jeg er specielt vild med kanten der er lavet af krebsemasker. Jeg lavede dem først i kjolens farve, men endte med at lave den i kontrastfarven ligesom lommerne, og jeg synes det gav kjolen lige lidt ekstra.

Hjertet der gav lidt hovedbrud


Et lille pufærme



Jeg har fundet opskriften hos Garngrammatik tag endelig et kig, der er mange fine ting, og projektlisten kan for mit vedkommende udvides med mange timer

Et billede med Puk i kjolen må vente, for hun sov da jeg blev færdig, og pludselig var dagen gået med andet.

Kjolen er strikket i Red Heart Baby og er nok for varm til sommerbrug, men med den vejrudsigt der er lige nu, så kan det jo godt vøre hun kan bruge den en af de nærmeste dage.

onsdag den 1. juli 2015

Lille kjole

Tiden til kreative udfoldelser er ikke al for stor for tiden. Lille Puk, som faktisk lige er blevet 10 mdr, er vågen mange gange om natten stadig, og derfor er overskuddet om dagen ikke så stort for moderen.

Efter mit forsøg på at hækle en top til mig selv, måtte jeg jo finde noget andet at lave. Mit stribede tæppe var på banen mens jeg udtænkte et nyt projekt. Og jeg kan jo glæde mig over, at der faktisk ikke længere mangler mange striber, nok omkring 20 vil jeg tro.

Jeg fandt en hæklet kjole, jeg måtte prøve at lave til Puk, så det gik jeg i gang med. Enten er den gal med min hæklefasthed igen, eller så har mine børn bare store hoveder, (hælder mod det sidste, for det har været galt flere gange i både, hækle, sy og strik), så jeg måtte ændre lidt i opskriften for at Puk kan få den over hovdet. Det var heldigvis ganske let. Hvad der ikke var let var at tælle, endnu engang har jeg hæklet og pillet op, hæklet og pillet op, hæklet og pillet op et utal af gange, men nu er problemerne overstået, og jeg har lige prøvet kjolen på Puk, og det ser ud til at den kan passe hende. Så nu skal jeg bare lave den færdig.

Skønt når noget går som det skal.




søndag den 14. juni 2015

Sendt i skammekrogen

Fandt et lille projekt for nogen tid siden, og gik glad i gang i det den tro at det var et lille let og overkommeligt projekt. 
Kan uden at sige for meget: Jeg tog fejl. Det er så træls et projekt og nu er det endt i skammekrogen (jeg er jo ikke typen der giver op).

Projektet er et hæklet top, men jeg kan bare slet ikke få størrelsen til at passe, ej heller på trods af diverse hækleprøver.

Jeg regner med at jeg får skovlen under det på et tidspunkt, for jeg synes det er en skøn bluse og My ønsker sig allerede en i pink. Tror det må blive med mor assistance i sommerferien, for vinde over mig, det skal den alligevel ikke


Først var problemet at det bulede meget i bunden, nu er det bare alt for smalt

Jeg skal nok nå dertil en gang med tiden

tirsdag den 26. maj 2015

En dejlig gave


I marts måned (ja pinligt det er længe siden, men tiden er løbet), var jeg inviteret til frokost og pigesnak hos Agnethe, hvor vi også havde selskab af Camilla. På dagen hvor Agnethe diskede op med den lækreste mad og kagedessert (uhmm elsker altså kage) var der dømt snak og hygge - og det er en disciplin vi sagtens kan klare. Selvom vi ikke ses tit, så var det bare så hyggeligt. Tak for en dejlig dag i godt selskab piger.

Billedet  er lånt hos Agnethe


Billedet er lånt hos Agnethe




Jeg havde Puk med, da hun jo i sagens natur endnu er for lille til at være alene hjemme, så selvom det jo burde være os der havde en lille ting med til Agnethe (og det havde vi ikke på grund af manglende tid og overskud) så stod der en fin pakke til os og ventede.

Billedet lånt hos Agnete


Agnethe har tidligere vist at hun havde syet en pose til hagesmækker til at sætte bagpå Trip Trap stolen, og jeg var helt klar på at jeg skulle have lavet sådanen, når Puk skulle til at sidde i stolen og spise, så vi kan holde styr på hagesmækkerne. Men gavens indhold viste at jeg ikke selv behøvede at sætte mig til symaskinen for Agnethe havde syet en til mig. Og som bonusgave har hun lagt en hagesmæk i posen, for som hun sagde "Den kan jo ikke afleveres tom".







Tusind tak for den skønne gave Agnethe som er i brug hver dag.

fredag den 17. april 2015

Monsterbukser - done

Jep som overskiften siger, så er jeg blevet færdig med mine monsterbukser- eller smilebukser som de vist hedder her i huset.

Jeg har haft min del af bøvl med projektet og hvis det ikke lige var fordi jeg synes bukserne er total sjove så var de nok ikke blevet færdige.

Forløbet med bukserne har jeg tidligere beskrevet her på bloggen, og faktisk blev det endnu mere tosset. Jeg besluttede mig nemlig for at pille det bukseben op der var lavet forkert, fordi skridtet jo ellers ville blive galt. Desværre glemte jeg igen at være helt så opmærksom som man bør være, og jeg trevlede derfor - i en hulens fart - det forkerte ben op. Mega øv. Hold nu op hvor var jeg bare træt af det, da jeg opdagede hvad jeg har gjort.Så alt i alt har jeg på dette par bukser strikket 4 ben, og indtagninger omkring benene adskillige gange, så jeg burde nok efterhånden have 2 par bukser ud af mine anstrengelser.

Da jeg langt om længe havde fået strikket skulle jeg jo bare lige lave ansigtet, og hvad jeg troede der lige var let at gøre, var slet ikke så let.Jeg havde tænkt at jeg burde lave tænder med maskesting, men det kom til at se helt skørt ud, og projektet lå dødt nogen tid.Den har fået to tænder, fordi det er det antal tænder Puk har :-)
Men i dag har jeg lavet det sidste, og nu er jeg faktisk ganske godt tilfreds med dem.








Jeg har primært brugt denne opskrift men har lavet egne ændringer, blandt andet har jeg elastik i livet i stedet for en snor. Puk er særdeles vild med at hive snore ud af ting, og da lange snore og små mennesker ikke går så godt hånd i hånd lavede jeg denne løsning.

Bukserne er strikket i Red Heart Baby og er helt sikkert ikke det første par jeg kommer til at lave