fredag den 30. maj 2014

Status Kongeriget

Efter at have konstateret at den første inderste firkant jeg havde strikket, nok blev for lille fik jeg slået op på en ny størrelse. Det har holdt hårdt at komme i gang med det igen, for pludselig var det bare slet ikke sjovt at strikke ret igen. Oveni har jeg været alene med børnene og med fuldtidsarbejde, graviditet med dertil hørende jernmangel så har der heller ikke rigtig været overskud til når jeg nåede til aften.

Men for nogle uger siden blev jeg færdig, og kom også i gang med "Old Shell". På nuværende tidspunkt har jeg lavet to sider (hev den 3 op i aftes, fordi jeg havde klumret lidt i pindene), når hver 4 pind skal laves forskelligt, ja så skal man huske hvor langt man er kommet, og det havde jeg lige misset i går, og jeg opgav at finde ud af hvor det var henne, plus det tager ret lang tid at sidde og tage det hele op maske for maske. Det duer min tålmodighed ikke til, så er det lettere at hive det hele op.



Billederne er ikke for gode, men det er fordi maskerne fra de to sider er samlet på en rundpind mens de venter. Men sådan er status helt aktuelt.

lørdag den 17. maj 2014

Terrassen har lokket

I dag har der været fantastisk vejr, og vi har tilbragt hele dagen udenfor. Børnene har hygget max og jeg har for første gange siddet ude med kaffe, strikkepinde og musik via computeren.
Med sådant et vejr bliver jeg rigtig glad for at have fri denne weekend og jeg glæder mig til sommeren der er på vej.
Faktisk gik det op for mig hvor kort tid jeg har tilbage på arbejde og der bliver forhåbentligt en masse gode sommervarme barselsdage i haven denne sommer.




Trampolinen er flittigt benyttet i dag. De har hoppet til den store guldmedalje, og hviner af grin imens.
Klar til en hyggestund på terrassen 

Og vores hundepige nød også de varme stråler

mandag den 5. maj 2014

4 maj

I går var 4 maj, og jeg havde traditionen tro lys i vinduerne.
Jeg kan godt lide tanken om at mange i det danske land bruger denne dag til at reflektere lidt over den frihed vi har i dag, og den frihed vi har fordi andre kæmpede og til stadighed kæmper for den.

I år med det lidt særlige twist at min mand er udsendt med Søværnet og for tiden gør sit til at gøre verden til et lidt mere sikkert sted at være.

Så for dig Lars og alle de andre på ESSN - vi glæder os til I snart kommer hjem

Har stadig mine julestager hængende og jeg elsker at have lys i dem når de hænger i vinduerne

onsdag den 23. april 2014

Lækker morgenmad

Jeg har fri i dag, og efter jeg havde afleveret børnene i børnehaven, tog jeg hjem og lavede mad til mig selv. Flere der omgås mig, kommer med stikpiller om hvorvidt jeg husker at spise ordenligt selv, så i dag har jeg med garanti lavet morgenmad der må tilfredsstille de fleste.

Og det smagte godt


tirsdag den 8. april 2014

Et kig indenfor

I går var jeg til scanning og fik et lille kig indenfor hos den lille BabyGrau. Og selvom det ikke er første gangs oplevelse, så er jeg lige imponeret hver gang. Det er intet mindre end fantastisk at kunne se så mange detalje hos det lille væsen. Når man nu, som jeg, har arbejdet med knogler i mange år, ja så imponere disse jo lidt, og det er sjovt at få at vide at lårknoglen nu er ca 3 cm lang.

Jeg havde ikke Lars med denne gang, da han er ude og sejle, så en veninde var med, og jeg tror oplevelsen var ligeså stor for os begge.

Billedet jeg fik med hjem er studeret af de kommende storesøskende og My's stjernekommentar i går var at babyen ligner en ...............SKILDPADDE

Døm selv



tirsdag den 18. marts 2014

Gavn af igangværende projekter

Sidder i sofaen og slapper af. Mit bækken gør knuder og slap-af og sæt dig godt er dagens råd fra fysioterapeuten. Og jeg lytter -næsten- altid på hvad der bliver sagt.
Så jeg har sat mig til rette i sofaen, fundet underholdning på Netflix og manglede kun at vælge hvad der skulle være i hænderne. Jeg har gang i to forskellige hækleting nu, og har besluttet at tage dem begge med i sofaen i aften. Det ene i hænderne og det andet over benene.


Mit stribede tæppe er så stort nu, at man sagtens kan hygge sig under det. Det har jeg gjort de sidste aftner, mens jeg har hæklet på det, men i dag skal det være noget andet.

søndag den 9. marts 2014

Pandekagedag

Ja ja det var i tirsdags, det er jeg med på, men tiden er løbet lidt, men vi nåede jo rent faktisk at spise pandekager i tirsdag.

Jeg blev heldigvis mindet om dagen på arbejde, for dagens ting til kaffen var - no surprice - pandekager.

Tirsdag var første dag var børnene var kommet tidligt op og i morgenDUS fordi jeg er alene med dem de næste måneder mens Lars er udsendt, så jeg var faktisk spændt på hvor trætte de var, da jeg skulle hente dem i børnehaven omkring kl 15:45. Christian mente han ikke havde været der længe nok og ville ikke med hjem, jeg kunne komme igen senere. Dog var han helt klar da vi lige hviskede om hvad vi skulle spise.

Vel hjemme blev vi enige om at vi ligeså godt kunne gøre det ordenligt, så jeg lavede to forskellige pandekagedeje. En til majspandekager, som vi spiste til aften og en portion almindelige, som børnene har haft med i madpakken i dagen derefter.

To gange dej klar

Og så kunne bageriet gå i gang til begge børns store fornøjelse. Og derefter blev der spist til den store guldmedalje.