fredag den 20. november 2015

Julegaver - også i striber

Er i gang med julegaver, lige for tiden til de største børn i Casagrau. Christian skal som tidligere nævnt have sit stribede tæppe og en stribet tillægsgave, som er færdig (den bliver vist senere, når jeg er færdig med kanten på tæppet).

I går gik jeg i gang med gaven til My, endnu et stribet projekt og et lille sneakpeak kan det godt blive til, er nemlig ikke kommet så langt endnu.

Disse to ting jeg laver til børnene, er kendt af den af dem der ikke skal have gaven, og de går op i med liv og sjæl hvordan det skrider frem, og det faktum at de ikke må sige noget om det. Det er så hyggeligt, og de er begge helt overbeviste om at den anden ønsker sig det vildt meget.


tirsdag den 17. november 2015

Tæt på færdig

Jeg er ved at være ved vejs ende med mit efterhånden evighedsprojekt, det stribede zigzagtæppe til Christian.

Jeg sidder lige og er midt i at hæfte de sidste ender, og det er jo faktisk lidt vemodigt at et projekt, der altid har været i baghånden er ved at være færdigt. Men omvendt glæder jeg mig vildt til at give det til Christian. Jeg planlægger nu på at han får det som en ekstra julegave, ikke fordi han ikke ved det er til ham, men mere fordi jeg har lavet en stribet tillægsgave som han rigtig gerne vil have, men ikke ved noget om.

Jeg har overvejet om der skulle en kant rundt om tæppet eller ej, og jeg tror jeg har besluttet mig for at det skal der en kant med krebsemasker rundt.


søndag den 8. november 2015

Tæt på panik

I efterårsferien havde jeg pakket børnene i bilen og sat kursen mod Toftlund for at besøge mormor. Det var første gang jeg skulle køre så langt med børnene alene, og selv stå for opgaven med at huske alt hvad der skulle med. I vanlig stil her i huset begyndte vi først at pakke samme dag som vi skulle af sted. Vi var særdeles effektive og var klar til at køre hjemmefra kl. 9:30 lige passende til at Puk kunne sove formiddagslur i bilen.

Da vi er kommet et godt stykke syd for Aalborg kommer jeg i tanke om at jeg har glemt de færdige tærter jeg havde i køleskabet (svigermor kom til undsætning og fik dem i fryseren).

Vi kommer godt sydover og det går helt uden de store problemer, børnene hygger sig vældigt på bagsædet.

Vel ankommet i det sønderjyske hos min mor opdager jeg hvad jeg ellers har glemt - tasken med mit hækletøj, PANIIIK - og hvad også betyder lidt, opladeren til babyalarmen og min tablet (meget vigtig for den indeholdt opskriften på mit hækleprojekt).
Jeg panikkede lidt fordi jeg kom i tvivl om hvorvidt jeg havde stillet tasken med det hele i ude i indkørslen eller inde i gangen. Svigermor kunne heldigvis berolige mig med at den stod indenfor.

Men hvad skulle jeg nu så lave, mens vi var på ferie? Heldigvis går min mor heller ikke ned på krea projekter, så der gik ikke længe før jeg havde gang i hæklenål og garn og i fuld gang med at hækle på en klud til min mor.